Svineproduktion i miljøeffektive økologiske systemer (pECOSYSTEM)

Svineproduktion i miljøeffektive økologiske systemer (pECOSYSTEM) - SEGES Projektsitet
Projektet er en del af Organic RDD programmet, som koordineres af ICROFS. Det har fået tilskud fra GUDP under Fødevareministeriet.
Projektet er en del af Organic RDD programmet, som koordineres af ICROFS. Det har fået tilskud fra GUDP under Fødevareministeriet.

Formålet med projektet er at mindske klima- og miljøbelastningen samt fremme grisenes velfærd og sundhed i økologiske besætninger.
 
Projektet vil gennem nytænkning af eksisterende produktionssystemer understøtte udbredelsen af en mere konkurrencedygtig og ressourceeffektiv økologisk svineproduktion. Projektet afprøver et nyt koncept baseret på integreret produktion af træbiomasse og frilandssvin, hvor smågrisene går på friland sammen med soen i en længere periode og slutfedes i et nyt staldkoncept uden befæstet udeareal. Træer i svinefoldene forventes at reducere udvaskning af næringsstoffer, at opsamle noget af ammoniakfordampningen samt forbedre grisenes velfærd. Den producerede træbiomasse forventes delvist at kompensere for produktionens udledning af drivhusgasser. Længere tid på friland sammen med soen forventes at give mere robuste og sunde grise med forbedret dyrevelfærd og reduceret antibiotikaforbrug til følge. Projektets tværfaglige og innovative tilgang forventes på afgørende måde at bidrage til forbedret effektivitet samt reduceret miljø- og klimabelastning ved produktion af økologisk svinekød, og herved skabe grundlag for vækst i primærproduktionen. Konkret arbejdes i fire faglige arbejdspakker. I AP1 afprøves integreret produktion af træbiomasse og frilandssvin kombineret med fravænningsalder på 10 uger. I AP 2 Indsamles data fra 7 økologiske svineproduktioner med henblik på systembeskrivelse. I AP 3 afprøves nyt staldkoncept med fokus på berigede udearealer til slutfedning af slagtesvin. I AP 4 analyseres data om kvælstof- og fosforflow ud fra data indsamlet i AP 1 og 2 med henblik på beslutningsstøttemodel til miljøvurdering. AP 2 har endvidere en formidlingsdel, som sikrer, at projektets resultater bliver formidlet og debatteret undervejs samt ved projektets afslutning.

 

Artikel i Effektivt Landbrug den 7. januar 2017.

© 2021 - SEGES Projektsitet